Navn: Makia Lera Valdeimir

Alder: 46 ligner en på 17

Race: Daimon

side/klan: er svært at sige

Udseende:er igang

våben: Nej ikke rigtig

specile tegn: adskillige ar på båda arme ben mave ryg nakke bryst

Personlighed: Hun har ikke blot en men 5 personligheder
personlighed 1: Den glade og kære syngene musikalske personlighed som på ingen måde er ond og ter sig ofte som en 8 årig lille tøs og elsker lyse og venlige faver
personlighed 2: den onde og hadfulde som hader blomster sollys sang musik og alt hvad der er godt
personlighed 3: den deprimeret og triste som skær i sig selv hader livet elsker regnen og det mørke og dystre elsker nitter smerte og blod
Personligehed 4: Den arugante poetiske højrøvet til tider flabet som har en tendens med at pirre folk og svine dem til og kredisere andre
Personlighed 5: den mere rolige naturlige som tager tingene som de kommer rog bliver ofte meget forvirret ved fremmede ord men spørge pænt til rådt når hun har brug for hjælp er hjælpsom og støttene og nok den du mest har lyyst til at møde

styrker: Når hun slår en proper næve men bliver også meget udmattet efter en slås kam p og ender med at besvime hun er fantastisk til at spille på mere eller mindre alle instrumenter og synger vidunderlig er god til at forhandle og snakke sig uden om sine problemer

mangler/svagheder: har skitzofren er over nysgerrrig mental syg er værken phygisk eller fysisk stærk hader krig har voldlige tendenser er overtroisk og hallucinere kan ikke klare smerte og kan ikke klare høje lyde

Baggrund:


Fader Vor! Du, som er i Himlen.
Helliget vorde dit navn.
Komme dit rige.
Ske din vilje,
som i Himlen så og på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød.
Og forlad os vor skyld,
som og vi forlader vore skyldnere,
Og led os ikke i fristelse, men frels os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed.
Amen....

stemmen lyder fortvilvet og bange og bønnen bliver gantaget igen og igen det er en tung nat og regnen har været ved i time vis en ung kvinde sidder på sengen med en rosen kras i mellem hendes folde hæder og med hovdet støttet ned mod hænderne og øjne tæt lukket oh udstøder et lille hvin da der lyder et torten brag og begynder at mumle bønen hurtiger hun kikker op fra sine hænder efter et lille styk tid og kikker op og bliver lig bleg i hovdet og strammer grebet om som rosenkrans og holder op med at træke vejret og tager sig til halsen og gisper efter vejret og vrider og vender sig i smerte og kæmper efter vejret og hendes øjne bliver langsomt helt sorte og hun kæmper efter at få vejret og får besværet presset en bøn ud mellem hendes næsten lukkede læber


Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, Himlens og jordens Skaber, og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet;
som nedfor til dødsriget, opstod på den tredie dag fra de døde,
opfór til Himlen,
sidder ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme igen for at dømme de levende og de døde.
Jeg tror på Helligånden, den hellige, katolske Kirke, de helliges samfund, syndemes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Amen.

Hun falder slapt sammen på sengen og kikker stift op i det hvide loft og hele hendes krop ligger stiv og intet syntes at sitere at hun er i live dog kan en lille forpint vejrtrækning høres hun veder hovdet stift mod vinduet og ligger ellers helt stille igen hendes ansigt er vådt af koldsved og det lange slange krøllet hår klistre sig tæt ind til hendes spinkle ansigt døren ind til hendes lille værelse bliver hurtigt åbnet og en lille folk af læger kommer ind og to af lægerne tager fat i den lille piges spinkle krop mens den anden finder en kanyle frem og en lille falske med en form for afslappene midel da hun efter at havde fået midlet ind i kroppen langsomt bliver slap igen og ligger helt stille og mumler sagte noget på latinsk og lukker øjne og er nu tung i hele kroppen lægerne kikker på dne lille pige og tager fat i hendes arme og spænder dem forsigtigt fast til sengen og gør det samme med hednes fødder så hun ligger helt stille
Klokken er 3 om natten selv samme aften hvorefter pigen vågner igen og ligger helt anspændt i en bue og kikker bange rundt i rummet og kikker på sine håndled og prøver at komme fra og vender og vrider sig og begynder at græde og hulke og kikker ind i skyggerne på værelset og stivner helt da hun når det den skygge som ligger på den højre side af vinduet "Bliv væk rør mig ikke det gør ondt jeg ber dig rør mig ikke lad mig være jeg ber dig jeg vil ikke det gør ondt så forfærdelig ondt..." de ord gentager hunet par gange og kikker grædene hænd i hjørnet "Fader Vor! Du, som er i Himlen.
Helliget vorde..." længere når hun ikke før hun ligner en der er ved at blive kvalt og en fordrejet stemme fortsætter sætningen "Mørkets navn... den sande hersker jordens sande skaber menneskets sande gud ikke den anden ikke den i skal lyde aldig i har skulle lyde den..." siger pigen mens det hvide er vendt ud af øjne og hendes blodåre er tydelige og hendes hænder er foldet hårdt sammen og hun ligger nermest i en bue og prøver igen ihærdigt at komme fri men ikke dennne gang af panik men for friheden hun kæmper iherdigt for at komme fri men båndene giver ikke efter
Regnen slår stille på hendes rude og da et torten brag lyder flader hun sammen på sengen og kikker ud af vinduet igen og prøver at få fat i hendes rosenkrans som er faldt ud af hendes hånd hendes mørkegrønne øjne er låst fast på rosen kransen men båndene om hendes hænder lader hende ikke flytte sine hænder og hun træker roligt hånden til sig og lukker øjne i og begynder stille at mumle en bøn og stopper da døren til hendes værelse bliver smækket op og en læge kommer ind han kikker på hende og kikker hurtigt ud af døren og stilelr sig over ved siden af sengen og stryger hendes hår væk fra ansigtet og smiler skævt og tager rosenkransen op fra hendes lille senge bord og kikker på det og ligger det forsigtigt ned i hednes hånd og lader fingrene forsigtigt glide over remne om hendes håndled og overvejer om han mon skulle løsne dem med ender hurtigt sin opmærksomhed tilbage til døren og vender sig mod den og går hastigt ud af den og lader pigen ligge fast bundet til sengen
"Lys og mørke, tronde og synder, ridder og konge, bamhjertighed og hjertesløs, had og kærlighed....." mumler hun sagte og åbner øjne og kikker på lyset som stille siver ud af rummet i tagt med at døren bliver lukket og lukker hånden roligt om sin rosenkrans og smiler glad "...Dæmon og skytsengel" siger hun roligt og sukker tilfrids og ligger sig til rette og flader hurtigt i søvn

2 år senere
"Micheal skynd dig at få fat i en pacient og få den ud..... bare rolig alle andre er kommet ud vi mangler ikke så mange i nu lige nu skal vi bare have dig ud......Micheal det er nu.. kom væk de er ikke sikker her hospitalet er ikke sikkert længre det holder ikke til meget mere se at kom ud NU!" beordre en kvindelig stemme hvorefter døren til værelset bliver smækket op og en mand kommer hurtigt ind og kikker på pigen som sidder i vinduet og kikker ud og ned på den kolde jord hvor ligene ligger hendes blik virker fjert og hun reagere ikke på manden fremtræden "Du skal med mig ud" siger han roligt og går over til hende og tager blidt fat i hendes håndled "Hvorfor det vi er selv skyld i denne straf vi ødelagde det han gad os siger hun roligt og kikker på manden "Fordi at blot fordi at vi bliver straffet betyder det ike at vi ikke må kæmpe for at overleve og vise vores tro til ham" siger manden roligt og står stille og venter på at hun følger med ham "Er du sikker Micheal?" spørg hun usikkert til ham og kikker med de grønne øjne på ham og svinger forsigtigt det ene ben ud over vindus kammen og lidt efter det andet "Ja jeg er sikker... Lige så sikker som jeg er på hvad jeg føler" siger han med et lille smil og lægger sin longcoat om hendes skuldre og ligger en arm ind under hendes ben og den anden om hendes liv hvor efter han løfter hende som hvis hun intet vejet væk fra vinduet og ud af døren og løber ned af trapperne og ud på gaden med hende i sine arme og holder hende tæt ind til sig og løber ned af gaderne og manøvre sig uden om ødelaget biler styrtede fly og de mange lig mens hans hjerte baker roligt i hans bryst "Hvordan kan du være så rolig selvom der er så meget kaos hvordan kan du give lys til de steder hvor lyset ikke syntes at kunne nå? spørg hun ham roligt mens hun støtter sit hovde mod hans bryst og kikker med halvlukket øjne på omgivelserne "Fordi jeg holder op med at tænke på al smerten og hadet derfor jeg tænker på det jeg mest ønsker og vil have kun derfor" siger han roligt til hende og løber ned af de mange gader og løber ned i det lille underjordiske beskyttelse kammer som ligger tæt på hans hus og sætter hende roligt fra sig på sengen og går op igen og lukker de mange døren ned til rummet og tænder lyset før han lukker og forsegler den sidste dør og kikker på hende og sætter sig på trappen der føre op til døren og træker veret lettere for pustet over turen og smiler usynligt "Er du okay Micheal?" spøger pigen forsigtigt og kikker med de grønne uskyldige øjne på Micheal og har samlet benne op under hagen og har lagt armene om for at holde dem på plads
Micheal rejser sig og går over til pigen og kyssre hende på panden og stryger hendes hår tilbage og hvisker roligt "Ja jeg er helt okay bare rolig jeg klare mig som jeg altid har gjordt" siger han beroligene til hende og smiler venligt hun kikker på ham og smiler usikkert igen og læner sig usikkert hend mod ham og kysser ham usikkert på munden og læner sig tilbage og kikker undskyldene på ham og kikker ned i jorden Micheal smiler til hende og løfter hendes hage op med en pege finger så hun kikker ham i øjne " det er helt okay du må godt" siger han venligt og genælder hendes kys.......